Lørdag var jeg en tur i Fredericia hvor museet åbnede en ny udstilling om slaget i 1849. Firmaet Historie på Hjul, var hyret til at dukke op og lave levende formidling og de havde så spurgt om vi fra Auxiliarkorpset ville deltage. Derfor kunne jeg bare dukke op og så var der en opstillet lejr, der var sørget for mad, drikke og krudt. Og da vi var færdige med programmet pakkede Historie på hjul alt sammen.
Det var en god dag og det var godt at se de andre i Auxiliarkorpset, nu da vores 1864 aktiviteter i år alle endte med at blive aflyst.
Kl. 0630 var jeg med bus ind til banegården her i Aalborg… I uniform og med mundbind.
Det lød til at der fra museets side var interesse i at få stablet en form for “kampshow” på benene i forbindelse med 6.juli dagene næste sommer. Det kunne jo være fedt hvis det bliver til noget.
Dvs. dette er ikke en komplet liste over hvad de historisk fik udleveret og det er en klar forskel i forhold til hvad jeg skriver i min tekst om mit danske grej, da jeg der forsøger at anskaffe alle de ting som soldaterne dengang havde og ikke blot hvad jeg lavpraktisk har brug for til f.eks Kampen om Als.
Uniformen.
Soldaterne havde to typer af uniform. En til tjeneste under våben og en til fatigue duty. Dvs. til arbejdsbrug når de skulle lave praktisk arbejde som ikke involverede våben. Den fine uniform bestod af en sort Hardee hat og en Frock Coat. Arbejds uniformen af en Forage Cap og en simpel Sack Coat.
Soldaterne endte dog i stor grad med at bruge arbejdsuniformen i felten. En del af grunden var komfort, men det er en ret subjektive vurdering. Til gengælde var økonomi en meget objektiv forskel for soldaterne. Soldaterne fik uden beregning udleveret deres uniformsgenstande fra Depotet og man forventede at en given genstand kunne holde i x antal måneder. Når den anslåede tid var gået og genstanden var slidt ned, fik man udleveret en ny. Hvis man derimod havde ødelagt genstanden før tid, skulle man betale for en ny. Havde man til gengæld passe godt på sine ting, og ikke haft behov for at få nye, så kunne man få et tilsvarende beløbet udbetalt når ens tjenestetid var omme. (eller man af andre lovlige grunde forlod hæren. Blev man dræbt fik ens arving beløbet udbetalt sammen med evt. tilgodehavende løn.)
Det faktum at den mere komplekse Frock Coat kostede ca. det dobbelte af en Sack Coat, gjorde at soldaterne hellere ville slide den billige uniform, da det hurtigt kunne blive til en ret god løn bonus at passe godt på sine ting.
Der er dog, som i alle krige og militære organisationer, masser af undtagelse og i sidste ende var det op til den enkelte soldat eller enhed. Og som med alt andet skal man reelt se på det specifik regiment og specifikke tidspunkt for at vurdere hvad der er mest korrekt til et givent arrangement.
På Billedet herunder ser vi 7th Wisconsin en gang i Juli 1862. Mandskabet bære alle en Hardee Hat som er foldet op på venstre side, medens de bærer en blanding af Frock Coats og Sack Coats. Det er i øvrigt værd at bemærke at de menige bære deres våben i venstre hånd som beskrevet i Chandlers “Infantry tactics, compiled from Scott and Hardee, for the use of Wisconsin Volunteers”, der var den Drill manual der anvendtes på det tidspunkt
Militært spisegrej (og unionens feltflasker) var typisk af tin i 1860erne. Det er også en mulighed for os i dag, men vi har også mulighed for at få tingene i rustfrit stål.
I modsætning til når vi taler tøj og læder udrustning, hvor der kan være stor forskel på hvor man køber sit grej, så er der ikke rigtig nogen prisforskel mellem spisegrej af tin eller rustfrit stål. (Hos https://www.civilwarsutler.co.uk/ er prisen på en kop f.eks den samme i de to materialer)
Der er slet ingen tvivl om at rustfrit stål ikke er autentisk og man kan se forskel på de to materialer, ikke mindst når genstanden har været i brug længe. Udfordringen med tin er at det kan ruste og derfor kræver mere vedligehold.
Jeg så gerne at vi blev enige om at vores tallerkener og kopper m.m. skal være i tin. Den vedligeholdelse der er, kommer jo ved at man renser sine ting når man kommer hjem. Noget jeg naturligt går ud fra at man bare gør.
Det vil jo nok kræve at en af os (inkl. jeg selv) skal ud og købe nye ting, men det ville øge vores autenticitet. Og spisegrej er nu ikke nogen stor investering. (I modsætning til uniformer)
Feltflasker
Når vi snakker feltflasker er vedligeholdelsen en noget større opgave, da man efter brug skal sikre sig at man får den tørret helt. Hvis man ikke får dette gjort begynder flasken at ruste. Dette er ikke farligt og en god tinflaske kan holde i årevis, men på et tidspunkt så går der hul på den. Så det bedste man kan gøre er af med proppen og hæng flaske op med drikketuden ned af. Men i øvrigt synes jeg det her er ok at man bruger flasker af rustfrit stål, ikke mindst fordi det meste af flasken jo er dækket af stof.
De flasker som civilwarsutler sælger er umiddelbart dem der kommer tættest på den model der blev produceret i New York, hvor korkproppen hænger i en kæde. Ud over denne model fra New York blev der også produceret feltflasker til arsenalerne i Philadelphia, Saint Louis og Cincinnati, hvor korkproppen blev forbundet til flasken med en stofsnor.
Når man skal købe sin feltflaske, skal man vælge hvilket farve og type stof den er dækket med. Både mørkeblå og lyseblå uld blev brugt, men langt det mest udbredte var forskellige jean-cloth overtræk i forskellige grålige farver. Jeg vil opfordre folkene i 15th. Wisconsin til at skaffe feltflasker som er dækket af gråligt jean-cloth og sætte deres prop i en snor, frem for i en kæde. (så hvis de købes fra civilwarsutler, så køb “confederate canteen Natural Jean” eller “Confederate Canteen Brown Jean Cover“)
Her over er et billede af en høj autentisk Cincinnati flaske fra Wambaugh, Whtie and Company.(mere…)
Men hvis man bare gerne vil have det korte svar, så spring ned til bunden.
Grunden til jeg gerne vil give den lange forklaring, er at jeg synes at nye folk skal vide hvilke muligheder der er.
Farby, Campaigners og Mainstream
Når vi kigger på ACW reenactment miljøet i USA, opdeles det typisk i disse 3 grupper efter deres autenticitet.
Farby – Dette er dem med den laveste autenticitet, hvor man bære kostumer som har ret lidt med de historiske genstande at gøre. Grejet er ofte masseproduceret i f.eks Pakistan – eller er bare noget der ligner.
Campaigners – Dette er den øverste ende af skalaen. Deres tøj er lavet af den helt rigtige uld, rigtige farve og og tykkelse, deres lædergrej er som oftest håndsyet og til deres arrangementer finder man meget få, eller ingen genstande som ikke er gode rekonstruktioner eller originale.
Mainstream – Dette er den store gruppe i midten. Grejet er ikke helt ved siden af, men ofte masseproduceret i Pakistan, nogle gange også i USA.
Hvis man ser filmen Gettysburg, så er den nok et god eksempel på den øvre del af Mainstream… tilbage da den blev produceret i start 1990’erne.
Ud over at se på om de enkelte genstande er autentiske, så er eksercits, våbenhåndtering og generel adfærd, også nogle af de steder hvor der kan være forskel fra gruppe til gruppe. Der er f.eks mainstream grupper som er rigtigt dygtige til deres eksercits og der er campaigners som er mindre dygtige.
Pris og autencitet
Der er en klar sammenhæng mellem prisen og autenciteten. En top autentisk Sack Coat (dvs en unions uniformsjakke) vil hos amerikanske Wambaugh and White koste ca. 200$ (ca. 1.400,- kr) – og det er før forsendelse, moms, gebyr for fortoldning osv. Så man ender på omkring 2000,- kr med det hele. (Og det er så deres billigste version)
Wambaugh and White – Museum Grade US Fatigue Blouse(mere…)
Denmark supposedly send two similar sets to the US, but none know how or when they where lost. What make the items unique is the fact that they are all taken from the arsenal at one point in time and an example of how a US soldier would be uniformed and equip in 1858 (if he was issued all the newest stuff). One thing that is missing is “the raincoat”. It fell apart when it was taken out of storage back in 2012.
Back in November 2013 I took some photos of the items with an old digital camera. And the photos have gotten some attention from american reenactores. (Since I started tracking traffic on this site earlier this year, about 2/3 of all views are from the US looking at the page with the photos. Found here: http://musket.dk/acw/us-uniformer-paa-toejhuset/ now with both sets of photos)
As part of my summer holiday with my wife we visited the museum earlier this month. And I tried to take some new photos with my iPhone. But unfortunately the light from the windows result in a lot of reflection. And this was not as big an issue with the original photes since they where taken on a rainy November afternoon. Not on a sunny July day. But I thought I share them anyway belowe.
Så har jeg fået tid til at arbejde på siden igen og forventer at der fra i næste uge igen vil komme nyt indhold.
Men her får I lige en reklame for en (relativt) ny youtube film fra Civil war Digital Digest.
Denne gang om Hans Christian Heg, obersten for 15th. Wisconsin.
15th. Wisconsin bestod af Skandinaver (ca. 80% nordmænd) og er det regiment den danske gruppe jeg er medlem af levendegør.
15th. Wisconsin Volunteer Regiment of Infantry.
15th. Wisconsin Volunteer regiment of Infantry (15th Wisc. Vol. Inf. Regt.) gjorde tjeneste i Unionshæren under den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865). Det blev kaldt Det Skandinaviske Regiment, da stort set alle regimentets soldater kom fra Skandinavien. Hovedparten var fra Norge, men der var også soldater fra Sverige og Danmark. Det 15. havde ry for at være et disciplineret, velorganiseret og effektivt styret regiment. Regimentet havde 3 år i aktiv tjeneste, hvor de fik skabt et omdømme som tapre og standhaftige i deres kampe, særligt ved Stone River, Chickamauga, Mission Ridge, Rocky Face Ridge, Resaca og Pickett`s Mill.
Han hed Carl Johan Conrad Daniel og blev født den 11.september 1827 i København. Fra hans strampapir kan vi læse at han den 6.juli 1838 startede som hornblæser hos 1. Jyske infanteriregiment. (I 1842 omdøbt til 7. Linie Infanteribataillon) Der var han endnu ikke fyldt 11år, noget der var ret normalt for drenge der havde tænkt sig en karriere i hæren.
Den 20.april 1842 bliver han corporal og tilgår 3.bataljon den 1.juli samme år. På dette tidspunkt er han endnu ikke fyldt 15 år.
I 1843 bliver han kompagnilære i svømning og gymnastik. Og den 9.august 1845, kort før hans 18årigs fødselsdag, forfremmes han til Foureer. Det vi i dag kalder for forsyner.
Under 3års krigen er han involveret i en lang række træfninger igennem hele krigen og den 3.august 1850 bliver han så Commandersergent. Det er ca. en måned før han fylder 23 år. Det virker for os som utroligt ungt, men han har været soldat 12 år og underofficer i de 8. Så der er tale om en ung mand med masser af både fredstids- og kamp-erfaring.
Den 1.marts samme år blev han i Vor Frelsers Kirke i Horsens gift med Ane Cathrine Petersen. De fik 6 børn.
6.Oktober 1860 blev han dannebrogsmand og da fotografiet er taget i 1860, er det jo nok denne lejlighed som skal mindes.
I forbindelse med 8.brigades modangreb den 18.april blev han såret og dør samme dag under transport til lazarettet.
Der er uenighed om hvorvidt han er begravet på Flensborg gamle kirkegård eller på Sønderborg kirkegård.
Der ud over bestilte jeg 3 bøger af Andrew W. Field. Tilbage i 2018, da jeg stod for den Black powder campagne vi spillede i Einherjerne, købte jeg hans bog “Grouchy’s Waterloo”. Det interessante ved den er at hans fokus er på franskmændene, og han har rent faktisk lagt et enormt arbejde i at læse de franske præmiere kilder. Hvilket bestemt ikke er normalt for engelske historikkere.
Jeg burde nok bare skrive en grundig anmeldelse af bogen, men kort og godt, så er den rigtig god og udstiller i den grad de myter der er omkring Grouchy’s handlinger. Men de jeg begyndte at læse den gik det op for mig at det faktisk er bind 3 i en serie på 4 bøger… så nu har jeg bestilt de 3 andre:
